Er der noget bedre end at trække stikket til hverdagens stress og jag, lukke ned for elektronik og smutte ud i naturen og lade roen lige så stille sænke sig? Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om en bedre måde at koble af på end en god omgang camping, og jeg kender den helt perfekte oase til din camping get-away: naturskønne Nordsjælland.
Hvis du planlægger en campingferie i Danmark, er Nordsjælland den ideelle destination, hvis du spørger mig. Her finder du dansk natur, når det er bedst i form af en nationalpark og kyststrækninger så langt øjet rækker. Hvis du skal på campingferie i Nordsjælland, så har jeg fem tips, du kan tage med på vejen, hvad enten du skal overnatte på campingplads eller i shelter.
Nordsjællands bedste cykelruter
Danmark er kendt for at være et cykelland, og Nordsjælland er specielt ingen undtagelse. Så hvis campingturen går til Nordsjælland, vil jeg anbefale dig at tage cyklen med. Der er nemlig fyldt med cykelruter langs kysten, gennem skovområder og forbi historiske slotte.
Du kan fx vælge at cykle en del af Margueritruten, der er Danmarks nationale, sceniske rute, som fører dig forbi naturskønne områder og imponerende attraktioner. Du kan også tage på eventyr til nogle af Danmarks royale slotte via Slotsruten, der fører dig forbi Fredensborg slot, Kronborg og Frederiksborg slot.
Indkøb under campingturen
Selvom du har trukket stikket fra hverdagen, skal der stadig handles mad, og det kan du blandt andet gøre i skønne Hillerød. Her finder du nemlig flere gode indkøbsmuligheder som en stor Bilka i shoppingcentret SlotsArkaderne , der har landets største vareudvalg. Så mon ikke de har, hvad du mangler?
Hvis du trænger til en pause fra den friske luft, kan du også gå på opdagelse i shoppingcentret i Nordsjælland, der har et stort udvalg af butikker indenfor tøj, sport, elektronik og skønhed. Her er det nemt at få et par timer til at gå, hvis det danske vejr viser sig fra sin dårlige side.
Strand og camping i Nordsjælland
Der er vel egentligt ikke noget bedre end en strandtur, når man er på camping i Danmark. På den Nordsjællandske kyst, der også kendt som den Danske Riviera, ligger der nogle af Danmarks bedste strande. I denne del af Danmark finder du både strande midt i byen og i naturskønne områder. Du kan blandt andet besøge Nordkystens mest populære badestrand, Hornbæk Strand, eller besøge en af mine favoritter Nødebo Huse Strand, der ikke er lige så besøgt som mange af de andre strande i Nordsjælland.
Tag på fisketur
Nordsjælland er ikke kun et paradis for vandrere og cyklister, men helt bestemt også for lystfiskere. Hornbæk Plantage er et af de bedst kendte områder for fiskeri på Nordkysten og med god grund. Her er nemlig gode chancer for at få en fangst med hjem.
Men Nordsjælland byder også på andre fiskeperler som Hald Strand, Kronborg Pynten eller Ordrup Næs. Her får du lov til at fiske i fredelige omgivelser og nyde de smukke naturomgivelser til lyden af havets skvulp.
Vandreruter tæt på camping
Hvis du ikke har mulighed for at tage din cykel med på campingtur, findes der også et utal af smukke vandreruter i Nordsjælland. Gå på opdagelse i istidslandskaber, opleve sjældne planter eller bliv blæst igennem ved Nordsjællands lange kyststrækning.
Du kan prøve kræfter med den danske Pilgrimsrute eller begive dig ud på den noget kortere rute Natur Kulturstien Hammersmølle. Det er bare et par af de vandreruter, du finder i Nordsjælland, og der findes mange flere vandrestier i forskellige niveauer og længder.
Billede: Laura Pluth / Unsplash