Det sker ind i mellem, at baggrunden stjæler fokus fra motivet. Det skaber forvirring i billedet, og det væsentlige bliver lige pludselig overdøvet.
Heldigvis er det hurtigt at mørkne baggrunden udenom dit motiv i Lightroom. Med tre simple trin, kan du sørge for, at det kun er det vigtige, som er i fokus i dine fotos.
Trin 1
Du starter din redigering i Lightroom ved, at du trykker på cirkel-ikonet under histogrammet, når du er i Develop-delen. Effekten hedder Radial Filter.
Tryk derefter, der hvor cirklen skal centreres på dit billede. Alt det inde i cirklen, bliver de steder, som forbliver lyse, hvorimod alt udenfor cirklen om lidt bliver mørkere.
Når cirklen har en passende størrelse slipper du musen.
Trin 2
Når du har lavet din cirkel, så trækker du skydeknappen Exposure mod venstre, og nu mørknes alt udenfor cirklen.
Desto mere du trækker skydeknappen mod venstre desto mørkere bliver alt udenfor cirklen.
Hvis yderområderne bliver for mørke, så trækkes skydeknappen mod højre igen.
Trin 3
Hvis du arbejder med en lille cirkel, så vil inderkanten af cirklen også blive mørk, hvis du trækker Exposure-skydeknappen meget mod venstre.
Her kan Lightrooms Adjustment Brush være behjælpelig til at gøre disse områder lyse igen.
Du finder børsten til højre for cirklen, som du indledningsvist trykkede på. Tryk på børsten, og tryk derefter på de steder, som du ønsker skal være lysere.
Photocredit: Andrew Neel / Unsplash.com