Onlineshopping kan skade immunforsvaret

Du kender måske situationen: Du har fundet DRØMMEKJOLEN – men ak, det site, hvor du kan købe den, er så håbløst designet, at du simpelthen ikke kan finde rundt. Frustrationen stiger og stiger…

Men det er faktisk ikke kun frustrationen, der stiger, når du bakser med en dårligt designet webshop. En ny undersøgelse viser, at en dårlig online-shopping oplevelse kan være lige så stressende som at flytte, blive skilt eller have økonomiske problemer – og det kan faktisk skade dit immunforsvar!

Det førende engelske webhotel Rackspace Managed Hosting stod for undersøgelsen, hvor de målte de fysiske og psykiske reaktioner hos 2.500 personer, mens de blev udsat for gode og dårlige hjemmesider. Kun få formåede at forholde sig absolut roligt, når de blev udsat for dårligt designede sites – de fleste oplevede, at hjertet slog hurtigere, sveden sprang frem, de fik muskelspændinger i ansigtet og resultatet var, at de klikkede hovedløst rundt på sitet og råbte af skærmen (som om det hjælper?) Den frustrerende tilstand har oven i købet et navn: Musefrustraion!

De vigtigste årsager til, at brugerne blev frustrerede var, at siderne var langsomme, at det var svært at finde rundt, at pop-up reklamer forstyrrede og at siderne var utilgængelige.

Så pas på, hvor du shopper – det kan altså også være usundt for dig!

Photocredit: Mediamodifier/Pixabay.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *